Regler for parkering af trailere på rabatterne

Vi har fået en del henvendelser fra Grundejere, der spørger om hvor længe man kan bruge rabatterne og vejarealet til at parkere trailere og andre større køretøjer. Ved henvendelse til kommunen har vi fået følgende information:

http://www.rudersdal.dk/Borgerservice_selvbetjening/By_bolig/Veje_trafik/Veje/Parkering.aspx

Det fremgår, at trailere højst må være parkeret på rabatterne i 18 timer, ellers må de henvises til kommunens parkeringspladser for lastbiler og større køretøjer.

Referat fra Generalforsamlingen 2013

Ordinær Generalforsamling 11.4 2013
Sjælsøskolen 19.30

1. Valg af dirigent
Formanden Kristian Overgaard foreslog som dirigent Peter Schäfer, der valgt med akklamation.
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og forsamlingens beslutningsdygtighed.

2. Formandens beretning

Kristian Overgaard aflagde en detaljeret beretning (der fremgår af foreningens hjemmeside),
herunder dækkede han følgende emner:

Vejene
Ved kommunens vejkendelse er udgiftsfordelingen mellem Ll. Eskemosegaard og Grf Ravnsnæs endeligt fastlagt. Det har betydet en forøgelse af Ll. Eskemosegaards andel i forhold til det, de oprindeligt blev tilbudt.

Vintervedligeholdelse
Ved kommunens mellemkomst deles udgifterne nu mellem grundejerforeningerne, der står dog et lille mellemværende fra vinteren 2010/11 tilbage, hvor Ll. Eskemosegaard endnu ikke har betalt.

Skolebussen
Om vinteren kører skolebussen kun til parkeringspladsen ved Herman Bangsvej, og et par forældre har henvendt sig. Det er dog ikke Grf. , der kan rette indsigelse herimod, og vi opfordrer forældrene til at henvende sig til skolen, så man næste gang kan indgå en busaftale, der indebærer, at skolebussen kører med vinterdæk.

Strandarealerne
Ny bådebro etableret, og bådelauget har ydet en stor indsats. Grf andel af broen er 60.000 kr.
Der er ændret i bådeoplaget om vinteren, og efter vellykkede arbejdsdage er arealet nu
i fin stand.
Grf. sagde nej til et tilbud fra Ll. Eskemosegaard om at modtage 20.000 kr til udbygning af legepladsen, dels af hensyn til de omkringboende men også fordi beløbet er langt mindre end det årlige beløb, som landgrundene er pligtige til at betale til fællesarealet.

Johansen spurgte, om alle landgrundejere betalte kontingent, hvilket kassereren kunne bekræfte.

På spørgsmålet fra salen om hvorvidt det var en ide at slå grundejerforeningerne sammen svarede Kristian Overgaard, at de to foreninger har vidt forskellig juridisk fundats, Grf. Ravnsnæs er principielt et vejlaug, og dermed begrænsede muligheder for fælles tiltag, så det vil kræve et større juridisk arbejde, som det kan være svært at se formålet med i den foreliggende situation.

Forskønnelsesudvalget

Har været på flere rundgange og hvor nødvendigt påpeget evt. mangler, især i forbindelse med beskæring og klipning ud til vejen. Det er grundejerforeningen, der ejer vejene og dermed rabattterne, og det er medlemmernes pligt at holde beplantning, både af hensyn til udseende og til at sikre oversigtsforhold og til at holde rabatterne fri for forhindringer, herunder også langtidsparkerede trailere og containere.
I et enkelt tilfælde har Grf bedt kommunen påtale manglende oversigtsforhold, og reaktion herpå forventes snarest.
Hjemmeside
Formanden opfordrede de medlemmer, der endnu ikke har tilmeldt sig automatisk information om nyheder til at gøre dette på hjemmesiden. (tryk på ‘Sign me up!’)
Hjemmesiden er også til brug for medlemmernes salg og ønsker om tjenester o.l., og det har været brugt med stor succes.
Også interessegrupperne opfordres til at bruge hjemmesiden, her er især Børnegruppen aktiv.

Diverse
Bestyrelsen har deltaget i kontaktmøder med kommunen
Der har været visse tyverier i området, og man opfordrer medlemmerne til at melde sig til Nordsjællands politis sms-tjeneste og facebook gruppe.

Næste år kan grundejerforeningen fejre sit 75 års jubilæum.(19. september). Formanden efterspurgte i den anledning, om der var nogen, der havde mod/lyst til at deltage i et festudvalg el. l.

Herefter blev Formandens beretning taget til efterretning

3. aflæggelse af regnskab for 2012

Kassereren Anna-Lise Aaagaard fremlagde regnskabet, der blev vedtaget
Det fremgår af regnskabet, at der er én kontingentrestance, og at der er taget skridt til inddrivelse heraf.

4. Aktiviteter i det kommende år

De væsentligste aktiviteter i indeværende/næste år er først en opfræsning af huller i de øvrige veje, og derefter slidlag på vejene i 2015.

5. Rullende budget

Formanden kommenterede det fremlagte rullende budget for vejene.

6. kontingentforslag 2014
Kontingentet for 2014 blev fastlagt til

– 375 til strandarealerne
– 2400 til vejene

7. indkomne forslag
Der var ikke indkommet nogle forslag til behandling

8. Valg til bestyrelsen

valg af formand:
Kristian Ovrgaard genvalgt

Bestyrelsesmedlemmer på valg:
Gunver Maltesen, Anna Lise Aaagaard – Genvalgt

Suppleanter:
David Stewart – genvalgt som 1. suppleant
Hans Henrik Sundeved – valgt som 2. suppleant

9. Valg af revisorer:
Erik Schäfer – genvalgt

Lars Holm – revisorsuppleant – genvalgt

Herefter takkede formanden dirigenten og forsamlingen for afholdelse af generalforsamlingen i god ro og orden

Formandens beretning – Generalforsamlingen 11.4 2013

Vejene
I september 2012 vedtog Kommunens Teknik- og Miljøudvalget en kendelse om reparation af Sjælsøvej og fordeling af udgifterne. Med kendelsen blev det endelig fastslået, at Ll. Eskemosegaard er forpligtet til at bidrage til reparation af Sjælsøvej. Dermed er mange års tovtrækkeri med Ll. Eskemosegaard om deres deltagelse i betalingen af reparation af Sjælsøvej endelig afgjort. I vort arkiv ligger der juridiske vurderinger helt tilbage til 1957 om emnet.

Kendelsen følger Vejloven, som fastlægger, at alle der bor ud til vejen skal betale for vejen. Udgiften afholdes dog i sidste ende af grundejerforeningen. Adgangsveje beliggende i landzone, dvs. uden for bebyggelsen, betales med lige store andele af alle grundejere på hele Ravnsnæsset. Dette indebære, at vores grundejere også vil komme til at betale for en lille del af Herman Bangs Vej (ca. 25 m vej), såfremt den skal repareres ved kommunens mellemkost via et vejsyn. Herman Bangs Vej fik lagt nyt slidlag på sidste år, så det varer mange år inden det bliver aktuelt. Dette blev alene betalt af Ll. Eskemosegaard. Til gengæld har vi alene betalt asfaltreparationerne på Sjælsøvej i 2010, da vi på dette tidspunkt ikke var klar over, at vejsynet skulle omfatte hele Sjælsøvej.

Reparationen af Sjælsøvej blev gennemført i oktober måned ved kommunens faste entreprenør, NCC. Vi havde faktisk en kontrakt med Pankas, som også var kommunens fast entreprenør ind til sidste sommer. Heldigvis var Pankas var meget forstående, så det lykkedes at komme ud af kontrakten uden udgifter for os.

Asfaltarbejdet gik heldigvis meget hurtigt, og asfaltudlægningsmaskinen var så bred, at trafikken måtte søge ad andre veje mens arbejdet stod på, så vi undgik væsentlige skader på vore rabatter. I samme omgang fik vi repareret nogle mindre huller i vore øvrige veje.

Den nye asfaltbelægning på Sjælsøvej er sluppet godt igennem den hårde vinter uden opfrysninger af nævneværdig grad sådan, som det plejer at sket under hård frost. Så det kan vist konkluderes, at vore nyetablerede dræn virker.

I løbet af sommeren færdiggjorde Rudersdal Forsyning renoveringen af kloakkerne, og det blev heldigvis gennemført uden de store skader på rabatterne. Det er rart at vide, at kloakkerne nu er tætte og med frit gennemløb.

Vintervedligeholdelse
Det lykkedes ikke inden vinteren satte ind at få en aftale om fordelingen af betalingen for vintervedligeholdelsen af Sjælsøvej med Ll. Eskemosegård svarende til kendelsen for vejreparationen. Endnu engang måtte vi bede kommunen om hjælp, og ved deres mellemkomst bliver de fremtidige regningen for vintervedligeholdelse på Sjælsøvej nu fordelt af kommunen svarende til gældende regler, dvs. svarende til kendelsen. Nu har vi kun et lille mellemværende for vinteren 2011/2012, hvor vi betalte for hele Sjælsøvej, men vi regner med, at det falder på plads snarest.

Skolebussen
Jeg har fået et par henvendelser fra forældre om skolebussen, som kun kører til P-pladsen på Herman Bangs Vej, når der er sne på vejene. Grundejerforeningen har svært ved at gøre noget ved sagen, så jeg har bedt forældrene lægge pres på skoleforvaltningen, som har entreret om buskørslen. Da skolebussen er det eneste køretøj, som ikke kan køre hernede om vinteren, må det dreje sig om kontraktlige forpligtelser til at køre med tilstrækkeligt godt materiel. På ruten Sjælsøvej – Carl Plougs Vej – Herman Bangs Vej bliver der ryddet svarende til andre skolebusveje i kommunen.

Strandarealerne
Væsentligste udgift var betalingen af halvdelen af en ny bådebro. Vi var nødt til at acceptere at hæve tilskuddet til 60.000 kr. for at det kunne lade sig gøre at få en bro, dvs. 10.000 kr. mere end budgettet. For at få den samlede pris ned på 120.000 kr., måtte bådelauget yde en stor egenindsats og selv stå for fjernelsen af den gamle bro samt stille med hjælpemandskab til bygningen af den nye bro. Stor ros til bådelauget for indsatsen. Den nye bro kan demonteres helt om vinteren. Bestyrelsen har dog fundet det væsentligt for de mange, som går en tur ud på broen, at de også har denne mulighed i månederne uden for sejlsæsonen. Grundejerforeningen har derfor indgået en aftale med bådelauget om, at de inderste sektioner af broen bliver stående om vinteren, også selv om det indebærer en vis risiko for ødelæggelser på broen.

Der har været arrangeret arbejdsdage, hvor der blev luget, ryddet op og klippet buske og træer. En stor tak til alle dem, som stillede op og gav en hånd med. Vi fik nogle hyggelige timer ud af det og glædede os ekstra, da der hele to gange dukkede nogen op med kaffe og kager. Særlig stor tak til dem.

Rudersdal Forsyning har været behjælpelig med beskæring omkring pumpestationen. Det er blevet en lidt hårdhændet beskæring, men det bliver nok grønt igen til foråret.

Ll. Eskemosegaard kom med et tilbud på en donation på 20.000 kr. til etablering af flere legeredskaber på vores legeplads. Pengene var oprindeligt afsat til etablering af en legeplads på deres eget fællesareal.
Bestyrelsen besluttede at sige nej tak til denne donation, og begrundede det med, at vi ikke ville udbygge vores legeplads. Forud for beslutningen om et ”nej tak” har bestyrelsen gjort sig følgende overvejelser:
Af hensyn til naboer og de nærmeste omkringboende kan vi ikke uden videre tillade os at udbygge legepladsen, da det vil give mere uro pga. flere brugere – ikke bare fra Ll. Eskemosegaard men også helt fremmede. Især det sidste vil også medføre flere parkeringsproblemer end vi allerede har i dag til gene for de omkringboende.
Der er problemer i forhold til tinglyst adgangsret og tilhørende forpligtelser. Tager vi imod en donation fra Ll. Eskemosegaard, vil vi mere eller mindre give dem adgangsret til arealet, og det mener vi ikke, at vi kan tillade os, da hovedparten af vore grundejere har en tinglyst adgangsret, som også indebærer en pligt til at betale til vedligeholdelsen af arealet. – Adgangsretten er dog ikke noget vi har ønske om at håndhæve i det daglige, da vi også kan lide at have gæster.
Desuden er bestyrelsen opmærksom på, at de forpligtede grundejere skal betale et større beløb hvert eneste år til indretning, vedligeholdelse, forsikring mm. uden at disse grundejere har mulighed for at melde sig ud, når de ikke mere har lyst til at bruge arealet.

Forskønnelsesudvalget
Forskønnelsesudvalgets primære opgave er at holde øje med beplantningen langs vejene, så der sikres fri passage på græsrabatterne og gode oversigtsforhold. Desuden ser de også på, om grundejerne overholder deres øvrige forpligtelser i forhold til vejarealet.

Forskønnelsesudvalget har været rundt nogle gange og har i den anledning påpeget manglende klipning af træer og hække over for nogle af grundejerne. I de fleste tilfælde, har grundejerne fulgt den venlige henstilling om at klippe og beskære ud mod vejen. I et enkelt tilfælde har vi været nødt til at bede kommunen vurdere, om oversigtsforholdene er i orden. Vi har dog endnu ikke fået kommunens vurdering.

I relation til forskønnelsesudvalgets arbejde vil jeg gennemgå gældende regler for vejarealerne og grundejernes forpligtelser som nabo til vejen. Det er grundejerforeningen som ejer vejen og det er derfor også bestyrelsens opgave at holde øje med, at reglerne bliver fulgt og dermed sikre, at området bliver ved med at se ordentlig ud. Vi synes at respekten for principperne er ved at skride nogle steder – måske fordi man ikke har kendskab til gældende regler.

Det vejareal, som grundejerforeningen ejer, omfatter både asfaltarealet og de grønne græsrabatter. Nogle af vejene er 11 m bredde (SV, CPV og KMV) og nogle er 8 m (PMMV og VRV) og asfalten ligger ikke altid i midten.

Det er grundejerforeningen som tager sig af reparation af asfalten, mens det er grundejeren som tager sig af de grønne rabatter og den løbende renholdelse af asfaltarealerne.

Reglerne er fastsat af myndighederne og Kommunen har beskrevet nogle af reglerne i en række letforståelige pjecer, som kan findes på kommunens hjemmeside.
Link til kommunens pjecer: http://www.rudersdal.dk/Borgerservice_selvbetjening/By_bolig/Grundejer/Infomationsmateriale.aspx

Uddrag af gældende myndighedsbestemmelser
Grundejerne er forpligtede til daglig renholdelse af rabat og vej, herunder at oprense riste over vejbrønde (Pjece: ”Renholdelse af vej”)
Det skal være grønne græsrabatter (Lokalplanen) – dvs. ikke græsarmering
Hæk og beplantning skal stå på egen grund og holdes tilbageklippet (Pjece: ”Beplantning mod vej”)
Det er ikke tilladt at lægge sten på græsrabatterne (Politivedtægten)
Skraldespande, herunder haveaffaldscontainere, skal stå på egen grund (Affaldsregulativ)
Længere varende oplag af byggematerialer og placering af containere på rabatter, må kun ske efter tilladelse fra Kommunen (Pjece: ”Brug af vejareal”)

Det er de samme principper, som er anført i vore ordensregler punkt 1, 2, 3 og 4, hvor de detaljerede myndighedsregler er omsat til nogle enkle anvisninger.

Uddrag af ordensreglerne for Grundejerforeningen Ravnsnæs:
1. Græsrabatter skal holdes i orden og velklippede, så de som helhed fremstår som en pæn græsplæne.
2. Træer og buske, som står i eller umiddelbart bag vejskel, skal holdes tilbageklippede i forhold til vejen, svarende til en normal klippet hæk.
3. Der skal være fri passage for kørende og gående på såvel asfaltarealer som græsrabatter, også under byggeri m.v.
4. Der må ikke henstå affaldsspande eller lignende på vejene.

Her burde vi nok have præciseret, at haveaffaldscontainere heller ikke må stå mere eller mindre permanent på græsrabatterne.

Alle ordensreglerne kan ses på hjemmesiden. Vi bør nok overveje at få dem revideret, da der fx står i pkt. 13, at vi må afbrænde haveaffald. Det må vi ikke mere, da vi bor i byzone.

Hjemmeside – nyhedsbreve
I det forløbne år er der ikke blevet udsendt egentlige nyhedsbreve, hvor nyhederne er blevet samlet. Nyhederne er blevet lagt på hjemmesiden, mens de er helt aktuelle. Hvor det har drejet sig om vitale informationer for alle grundejere, er der blevet udsendt direkte mail.

Hvis man har interesse i, hvad der foregår lokalt i vort eget område, vil vi opfordre til at tilmelde jer et e-mailabonnement på hjemmesiden. Webmasteren vil også gerne opfordre jer til at bruge hjemmesiden, og I er meget velkomne til at bruge markedspladsen. Annoncering her har i nogle tilfælde været med stort held.

Da det er en gratis hjemmeside, har vi i en periode været udsat for ret aggressive reklamer. De er blevet fjernet nu mod at vi har betalt et beskedent beløb.

Interessegrupperne
Interessegrupperne er en vigtig del af det lokale liv på Ravnsnæsset og vi vil gerne opfordre dem alle til at bruge hjemmesiden til at formidle noget om deres virke til en bredere kreds end lige egne medlemmer. Der kommer hel tiden nye beboere til Ravnsnæsset som måske gerne vil deltage i grupperne. Vi er meget glade for at børnegruppen fortæller om deres aktiviteter på hjemmesiden.

Andet
En gang om året inviterer kommunens politikere og administration Rudersdals grundejerforeninger til et orienterings- og debatmøde om, hvad der sker i kommunen, og vi har her mulighed for at give vores mening tilkende. Møderne er også med til at etablere nogle kontakter til kommunens folk. Aktuelt for vores område fik vi oplyst, at man vil prøve at reducere mængden af brasen gennem opfiskning til sommer.

Der er desværre fortsat en del indbrud i området. Vi kan kun opfordre alle til at være opmærksomme på mistænkelige personer i området og give besked til politiet, som gerne vil høre fra os. Samtidig vil jeg opfordre alle til at melde sig til politiets SMS-tjeneste.

19. september 2014 har grundejerforeningen 75 års jubilæum. Det vil være rart med en tilkendegivelse fra generalforsamlingen om, hvorvidt der er interesse for, at der gøres noget i anledningen af jubilæet. Såfremt der er en positiv interesse, forestiller bestyrelsen sig, at der bliver nedsat et festudvalg ved næste generalforsamling. På en tidligere generalforsamling fortalte vores tidligere formand, Ditte, at historiegruppen arbejder med at samle Ravnsnæssets historie. Vi har ikke hørt så meget om det siden, men jeg håber de vil tage aktiv del i at fejre jubilæet.

Kristian Overgaard
Formand for bestyrelsen