Generalforsamling 2021

Referat af Generalforsamling i Grf- Ravnsnæs, Sjælsøskolen 2-9 2021

  1. Peter Schäfer valgt til dirigent.
    Dirigenten konstaterede forsamlingens lovlige indkaldelse i overensstemmelse med regler for Corona, der har udskudt også dette års generelforsamling.
  • Formandens Beretning
    Jens Darket omtalte følgende forhold:
    Arealafståelse – det er endnu ikke lovpligtigt at bekæmpe Pileurt som f.eks. Bjørneklo, men det kan det meget vel blive. Og det bliver i så fald dyrt. Vi ved ikke om kommunen fortsat vil overtage det. Behandles under pkt.5
    Fællesarealet – Legepladsen opgraderet, bænke fornyet. Tak til de frivillige der har hjulpet også til dem ’med leen’. 
    Vedtægtsjustering – Foreningens bestyrelser har igennem tiden oplevet et behov for at tilpasse vores vedtægter for at kunne arbejde med vores fælles interesser. Etablering af Ravnsnæskassen er eksempel på en sådan tilpasning.
    På seneste generalforsamling var der stillet et forslag om, at henvende sig til kommunen for at få indføjet begrænsninger om byggehøjder i en revideret lokalplan for Ravnsnæsset. Som vejlaug kan vi ikke gå ind og varetage grundejernes fælles interesser i en sådan sag. Den oprindelige deklaration gav grf. ret til indsigelse i forb. med byggeri, men lokalplanen afskaffede dette.
    Konkret er forslaget derfor blevet fremsat af en enkelt grundejer og blevet behandlet af kommunen 2.12.20 som afviste at udarbejde forslag til ny lokalplan med begrundelsen, at der ikke var opnået opbakning fra grundejerforeningen.
    Skiltning mm. på fællesarealet – Fællesarealet er etableret for de ca. 100 grundejere, der ikke har egen søgrund. Rettigheder og forpligtigelser er tinglyst de pågældende ejendomme. På seneste generalforsamling blev forslag til ny skiltning foreslået, fastforankring af fodboldmål og etablering af bom. Bestyrelsen vurderer ikke, at foreningen kan imødekomme den foreslåede skiltning eller bom og har sendt en forespørgsel til kommunen omkring dette. Målene er fremfor fastboltning blev forsynet med små skilte om placering, hvilket ser ud til at have haft den ønskede effekt. For at imødekomme de mange henvendelser fra nogle af de nærmeste naboer til fællesarealet, har bestyrelsen udarbejdet et udkast til ordensregler som er opsat på det eksisterende skilt på området. Bestyrelsen hører gerne fra grundejere om de anførte regler er passende, for restriktive, unødvendige, mangelfulde eller hvad man måtte mene. For bestyrelsen er det vigtigt, at de rettigheder man som grundejer har til at benytte fællesarealet rekreativt bibeholdes samtidig med, at der udvises hensyn til de nærmeste beboer.
    Vejene øvrigt – Brostenskanter og vejarbejde udført, snerydning overgået til ny leverandør som vi vurderer gør det godt. Vi vil fortsat genre understrege at parkering, især ved T-kryds og indsnævring skal følge gældende færdselregler. Hastigheden på Sjælsøvej er fortsat et problem, som vi henstiller til beboerne at passe på. Vi forventer at fremsætte forslag til foranstaltninger sammen med nabogrundejerforeningen til kommende generalforsamling.
    Strandarealerne øvrigt – Igen en tak til folk med leen!
    Diverse – Der har desværre været en del indbrud, og der er derfor blevet afholdt et BO-TRYGT møde om indbrudsforebyggelse.  Der ligger flere gode forslag til, hvordan man bedst beskytter sig på deres hjemmeside. Tilmeld jer Nabohjælp appen og ser man fremmede, sig goddag til dem og vær sikker på, at de ser, at der bliver lagt mærke til dem.
    Foreningens telte bliver flittigt brugt.
    Formanden sluttede beretningen af med et stort tak til bestyrelsen og de mange som har ydet en aktiv indsats i løbet af året!
  • David Stewart aflagde foreningens regnskab, der var udsendt og som blev godkendt.
  • Budget: Kontingentet nedsættes fra 900 i 2020, 600 i 2021 til i alt 400 som forslag for 2022.
    Budget godkendt.
  • Indkomne forslag:
    A. Kontingent 300 kr. for vejene og 100 kr. for strandgrundene blev vedtaget.
    B. Arealoverdragelse af fællesarealet ( se udsendte materiale). Pileurtsbekæmpelse vil kunne løbe op i 1 til 1.5 mio kr over 10 år, og man kan ikke bruge maskiner uden at risikere spredning. Brug af Round up ikke mulig af hensyn til drikkevand (Sjælsø), så det kræver en langvarige behandling med le og overdækning med fiberdug. Bestyrelsen ønsker at kunne indgå aftale med Rudersdal Kommune omkring vederlagsfri overdragelse til kommunen således at fremtidigt vedligeholdelsesansvar påhviler kommunen. Bestyrelsen ønsker at opretholde ejerskab eller brugsret over den nuværende boldbane mod at foreningen selv vedligeholder og slår græsset. Bestyrelsen vurderede, at det er højst usandsynligt, at kommunen vil finde på at bygge noget på området efter en overdragelse.

Efter en drøftelse i salen, formulerede dirigenten følgende forslag, der blev sat under afstemning: Bestyrelsen gives en bemyndigelse til på foreningens vegne, at indgå aftale med Rudersdal Kommune omkring vederlagsfri overdragelse af arealet langs stien, der i dag indeholder boldbane og natur, herunder omfattende pileurt forudsat, at overdragelsen sikrer, at ejerskabet eller brugen af boldbanen kan fortsættes af foreningen. Forslaget blev vedtaget med 25 stemmer for og 5 imod.  Bestyrelsen vil herefter indlede dialog med kommunen og bestyrelsen vil orientere foreningens medlemmer om resultatet af drøftelserne senest på næste generalforsamling.

C. Bestyrelsen ønskede, at foreningen udover at kunne fungere som vejlaug og strandareal laug, ligeledes kunne varetage medlemmers interesser i mere almindelige anliggender, der sædvanligvis varetages af en grundejerforening. Da der er tvungent medlemskab af foreningen som følge af den på ejendommene tinglyste deklaration, vil det være kompliceret tinglysningsmæssigt og i øvrigt at påtvinge medlemmerne en udvidelse af forenings formål såfremt de nye yderligere formål, vil betyde omkostninger for foreningens medlemmer. Bestyrelsen foreslog på baggrund heraf, at foreningens formål udvides med formål, der sædvanligvis varetages af en grundejerforening, men at disse supplerende formål kun kan finansieres via frivillige bidrag. Efter en drøftelse i salen formulerede dirigenten følgende forslag som tillæg til foreningens nuværende formålsparagraf (§3): ”Grunderejerforeningen kan varetage øvrige fælles interesse, som almindeligvis varetages af grundejerforeninger, idet sådanne øvrige fælles interesser kun kan ske ved finansiering via frivillige bidrag til foreningen”. Forslaget blev vedtaget med 31 stemmer for, 0 stemmer imod og 1 undlod at stemme. Forslaget blev vedtaget, men der var ikke mødt et tilstrækkeligt stort antal medlemmer op, hvorfor forslaget først kan vedtages endeligt på en ny ekstraordinær generalforsamling.

  • VALG
    Formanden, Jens Darket blev genvalgt med akklamation.

Peter Thomsen og David Stewart blev ligeledes genvalgt med akklamation
Suppleanterne Jens Dall Bentzen og Andrea d’Apuzzo blev ligeledes genvalgt med akklamation.
Formanden gjorde opmærksom på, at vi inddrager suppleanterne på lige fod i bestyrelsesmøderne, og at der ikke er noget loft på antal suppleanter og andre interesserede derfor er meget velkomne.

  • Valg til revisorer
    Lars Holm blev genvalgt som revisor og Jan Schäfer som revisorsuppleant.

  • Eventuelt
    Der var en længere debat om ønsket fra nogle naboer til fællesarealet om et større (A3) og mere synligt skilt. Bestyrelsen afventer svar fra kommunen om hvad som er muligt og opfordrer samtidig øvrige grundejere til at give udtryk for deres ønsker til skiltning – indhold, form og placering med udgangspunkt i det udkast til ordensregler som er opsat og det forslag som blev fremsat på seneste generalforsamling. Så kan vi finde en god form, som alle kan være tilfredse med.

Ravnsnæskassen  – David Stewart omtalte følgende:

Ikke mange andre aktiviteter end fastelavn og strøm til Hjertestarteren på Sjælsøvej.
Der er modtaget 4040,- kr. Fra 81 frivillige,

Brugt 1171 kr. Til Fastelavn og kassen er nu på 5.789.
Kontingentet foreslås fastholdt til 50 kr for de, der vil være med
Evt. Nedlæggelse vil afhænge af om bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer af §3 kommer igennem på den kommende ekstaordinære generalforsamling, der så vil dække Ravnsnæskassens hidtidige aktiviteter m.m.

Birkerød,

Peter Schäfer, dirigent



Dette indlæg blev udgivet i Nyheder og tagget af Søren Duus Østergaard. Bogmærk permalinket.

Om Søren Duus Østergaard

CEO Duus.communications, CFO Duus Partners PS - http:www.duus.com external lecturer e-Government at The IT University, Copenhagen. Member of The Danish Technology Council, Board of representatives Member of The Denmark 3.0 thinktank (Dansk IT) Member of The Danish Press Association (Publicistklubben) Associate Member of EA fellows Security/privat Expert EU FP 7 & Horizon 2020