Hjælp med til at begrænse indbruddene – politiet kan ikke gøre det alene

Det var den opfordring, politiet kom med, i et kort indlæg om indbrud, på kommunens dialogmøde med grundejerforeningsformændene. Politiet fra Station Syd (På Ørnegårdsvej i Gentofte), som vi nu hører under, kunne fortælle, at de har mellem 100 og 250 indbrud pr. uge.
Som beboere kan vi hjælpe politiet med bl.a. følgende:

  • Ring til politiet (tlf. 114), hvis I ser noget unormalt i området.
  • Registrere de ting, som er mest udsat for at blive stjålet, så I kan komme med detaljerede oplysninger til politiet ved eventuelt tyveri
    • Nedskriv alle serienumre på elektronik (Så politiet evt. kan identificere jeres ting blandt tyvekoster). Listen må ikke alene ligge på computeren, da den sandsynligvis også bliver stjålet.
    • Mærk ting uden serienummer
    • Tag foto af jeres ting
  • Tilmeld jer til politiets sms-service på www.politi.dk/sms hvor politiet melder ud, når de gerne vil have vores særlige opmærksomhed i netop vores område. Du tilmelder dig ved at gå ind på denne hjemmeside og følger den enkle tilmeldingsprocedure

Politiet er ofte nødt til at lade mistænkte gå, da politiet ikke kan bevise, at det er stjålne ting, tyvene er i besiddelse af. Derfor beder politiet om, at vi registrerer serienumre. Hvis serienumrene følger med en anmeldelse kan de reagere hurtigt, når de ser nye mulige tyvekoster.
Jens Ive, formand for Teknik- og Miljøudvalget, oplyste ved mødet, at Kommunen vil arrangere nogle distriktsmøder for alle grundejere, hvor politiet vil fortælle mere uddybende om indbrudssikring mm.

Kristian Overgaard